De klippede, stedsegrønne strukturer har vi haft glæde af hele vinteren. Det, der lige nu virker fornyende og skaber liv og glæde, er alt det, som spirer frem af bunden. Det har været ventet længe, men noget havde jeg helt glemt, at vi havde. Anemonerne fra skoven kom ind i haven ved en tilfældighed. For mange år siden tog vi derud for at hente bladmuld til vore rhododendronbede og anemonerne smuttede derved med som et "biprodukt", som vi i alle årene efter, har glædet os rigtig meget over. Hvert forår dukker de op, for efter afblomstringen at blive væk blandt alle de øvrige af havens vækster, og vi glemmer dem så, indtil de næste forår igen dukker frem. Vi har også dobbelte anemoner, der er indført helt bevidst i haven. Her ses de sammen med martsviol og det er jo tilsyneladende ren idyl og poesi, men violerne kan visse steder i haven, især i stenbedene, udvikle sig til en plage, og må der betragtes som ukrudt. Den gule ranunkel er også en gammel bekendt, der regelmæssigt dukker op, for derefter ret hurtig at forsvinde igen, hvorefter man hurtig glemmer den. , Der findes andre, som man direkte går og venter på, hvor man spekulerer over, om de nu har klaret vinteren? Sådan er det med denne græs, Carex muskingumemsis. Vi hjembragte den fra Piet Oudolf i Hummelo i Holland som et kært minde om en dejlig ferie. Der ligger absolut haveglæde i gentagelsen. Det er efterhånden en tradition, hvert år i det tidlige forår at beplante netop denne zinkbalje med tusindfryd. Lige nu kan vi hver dag se, hvordan denne kranslilje hastigt skyder sig op, for at komme frem i lyset. Alle de nævnte eksempler er jo banaliteter, der foregår i enhver have på denne tid, og alligevel opleves det jo som små mirakler, der fascinerer, betager og fortæller os, at nu er det forår og snart kommer sommeren os i møde og fylder haven med overflod af liv og glæde. I den sommer der kommer, vil vi først og fremmest huske at sidde i solen og varmen, og nyde at vi er her midt i alt det grønne. Jeg synes, at selv en enkelt klippet form sender et signal om ro, omhu og er som et historisk fragment, der kan antyde en tidløshed i haven, måske ligefrem noget romantisk fra en fjern tid. Vi vil gå ad stierne rundt til havens forskellige rum, sådan bare på må og få for at nyde haven og følge planternes udvikling, fjerne lidt ukrudt, der har fundet vej op trods den tætte vegetation. Selvfølgelig må vi vande i tørre perioder, men vi håber på en sommer med en passende blanding af væde, sol og varme. I juni vil vi nyde bruset at blomsterpragten på kæmpeslør, Crampe cordifolie, der står som en hvid sky over staudebedet. Vi skal opleve urtehavens kulørte bede, der virker oplivende og smelter sammen i en naturlig helhed med havens andre afsnit. Glædes over kontrasten og harmonien mellem store og små blades farve og form. Der skal ikke være langt mellem siddepladserne. Det er vigtigt at kunne finde et hjørne i fredfyldte grønne omgivelser, hvor der er plads til ro, afslappelse og tid til refleksion. Der skal pusles med små detaljer, der giver variation, og indgår i havens helheder i et naturligt sammenhæng. Græssernes lethed tydeliggøres i kontrasten til de hårde marksten, der udgør belægningen i havens gange. Sten ved sten blev lagt da stierne skabtes, hvorefter plante efter plante blev placeret, og tingene voksede sammen til en naturlig helhed og sammenhæng af organisk liv og varieret struktur. Det er en vedvarende glæde, år efter år, at gentage klipningen af havens grønne skulpturer. Selve processen med at holde dem i form giver en stor tilfredsstillelse og glæde, og føles meget meningsfyldt. Der er ingen forklaring på, hvorfor netop disse planter er sat sammen i et kvadratisk bed i vores forhave. Det handler nok om en følelse, et behov for at lege og eksperimentere, være skabende og beskæftige sig med form og farve på samme måde som man maler et billede. Vi skal huske at være helt til stede og nyde overdådighed af rosen New Dawn, der vokser på vores sydgavl, for da er det sommer. I urtehaven hersker tilfældighedens orden, der virker ugennemtænkt og meningsfyldt. Et eller andet sted kan en sådan tilstand vel handle om en haves sjæl. Lyset fanger en enkelt græs, der tiltrækker sig opmærksomheden. Lyset svinder, og det går langsomt mod aften. Frodighed, fylde, klippede strukturer spiller op til mangfoldigheden og skaber ro med de klassiske, geometriske former. En viden og erkendelse, der går helt tilbage til de gamle haver fra for længe siden. Lyset spiller om sommeren på de klippede cotoneaster-kugler og lokker skudene frem, der igen sætter havemanden i gang med sin saks. Vi har brugt timer og dage gennem mange år på at finde sten og slæbe dem hjem i haven, herefter valgte vi at grave dem lidt ned i bedene, så de kunne illudere grundfjællet, der stikker lidt op. Onsdag den 25. april skal jeg igen ud og holde foredrag. Denne gang er det i Aabenraa Havekreds, hvor jeg i Stubbæk Forsamlingshus kl. 19,30 skal fortælle om "Formklipning i haven". Det føles hver gang som en stor udfordring, at møde en stor flok haveinteresserede mennesker, der har ulejliget sig ind for at høre og se, hvad jeg har på hjerte og som oven i købet har betalt for at deltage. Det er jo ikke noget kursus i at klippe, men skal tjene som inspiration til at gå hjem i haven og være kreativ og skabende, få ideer, så man med liv og glæde kan gå sommeren i møde derhjemme i haven.